En ørken er et ufrugtbart landområde, hvor der kun falder lidt nedbør, og hvor levevilkårene derfor er fjendtlige for plante- og dyrelivet. Manglen på vegetation udsætter den ubeskyttede jordoverflade for denudationsprocesser. Omkring en tredjedel af verdens landoverflade er tør eller halvtør. Dette omfatter en stor del af polarområderne, hvor der kun falder lidt nedbør, og som undertiden kaldes polarørkener eller “kolde ørkener”. Ørkener kan efter deres geografiske placering inddeles i tre hovedtyper: 1) regnskyggeørkener, 2) kystørkener og 3) indvendige ørkener. En regnskyggeørken dannes, når bjergkæder blokerer for nedbør fra at nå et område. Kystørkener opstår på kanten af kontinenterne i kølige, regnfulde områder, hvor fordampningen er høj. Indvendige ørkener opstår i regnskygger, der kastes af de omkringliggende bjerge.
Ørkener er ekstremt tørre, fordi fordampningen er høj, mens nedbørsmængderne er lave. Den vigtigste kilde til fugt i en ørken er normalt kondensation fra tåge eller dug. Planter og dyr i ørkener har tilpasset sig de barske forhold ved at blive mere modstandsdygtige over for tørke. Mange planter har dybe rødder, som hjælper dem med at optage vand fra under overfladen, når det regner. Dyrene kan lagre vand i deres kroppe, bruge kropsfedt som vandreserve eller få vand fra planter, de spiser. Nogle ørkendyr, f.eks. øgler og slanger, er i stand til at regulere deres kropstemperatur, så de kan være aktive om dagen, når det er varmt, og spare energi om natten, når det er køligt. Andre dyr, f.eks. kænguruerotter og mange insekter, lever under jorden, hvor det er køligere og fugtigt. Nogle dyr, f.eks. kameler, har særlige tilpasninger, der hjælper dem med at bevare vandlagrene i kroppen.